Nu er det Løvets Fest!
Det er den store Tysthed,
Guldaftnerne i Vest!
De dybe Skove er een Duft:
langt borte fra man møder
den søde, vilde Luft.
Det er Ekstasens Tid!
Aldrig er Naturen
mer mægtig og mer blid.
Den Mor, hvorfra al Livet gror,
er dækt af Sølv og Purpur,
den gode, sorte Jord . . .
I elsked aldrig Byer,
men Skovens mørke Ensomhed,
de skønne Vandringsskyer . . .
I elsked Stilhed, Træer og Vand,
og, fjærnt bag lange Mile,
Solnedgangsverdnens Land.
Min Ven, det blev din Kraft:
du hented fra Naturen
din Aands, din Hjærnes Saft.
Du og dens Rytme fulgtes ad,
den skabte dig et Hjærte
sært og sagtmodigt glad.
Og den, du elsker, fik
et Hjærte, der var fyldt af
Smil, Mildhed og Musik.
Et bølgende, uroligt Sind,
der blidt drak Aarets Vellugt
og Lys og Lyde ind.
Nær Skoven skal I bo.
Dér kan I følge troligt
Naturens Storm og Ro.
To Hjærter tyst i Lykken slaar,
i Takt med det der banker
mørkt gennem Jordens Aar . . .