Carl Ewald
(Til Digteren af Æventyrene og Den gamle Stue).
(Til Digteren af Æventyrene og Den gamle Stue).
Hans Lykke det blev at bevare
en Ungdommens Rislen igennem sit Sind.
Hans Sjæl var uroligt kruset
af Danmarks bestandige Vind . . .
Solens og Skyggernes Lege,
de skønne, mangfoldigt formede Skyer,
de Lys og de luftige Lyde
der gennem Foraaret flyer,
Kildernes halvklare Nynnen,
de sitrende Blades Silkesus —
Genopstandelsens fine og frodige,
aarligt genkommende Rus,
Lyden af det der skælver og vokser
hviskede lykkeligt gennem hans Blod.
Det var hans bestandige Ungdom,
som gjorde ham fyrig og god.
Meget kalder vi livløst.
Bedre vi ikke véd.
Vi mærker vort trange Menneskeliv
som en skræmmende Ensomhed.
Han følte sig ind i Naturen.
Han lagde sit Øre til Tingenes Lyd,
og fandt en forborgen Mening
i det store, hvirvlende Syd . . .
Han talte med Træernes Kroner,
med den puslende Susen i Engenes Straa,
naar Sommeraftnernes Briser
tøvende gennem dem gaa . . .
De fortalte ham, hvor deres Rejse gik hen,
Septemberens skinnende Skyer,
der vandrede hvide og smilende bort
højt over de myldrende Byer!
Men engang, et Steds, fra et Skjul i hans Bryst,
løftede sig en bedrøvet Klang,
et langsomt Springvands skøre,
eenstonige Efteraarssang . . .
„Den gamle Stue” har Ord der drypper
tungt som Oktobers vaade Trær.
Den taler om To der var kommen
hinanden ganske nær.
Han dømmer ikke . . . han grubler over
et Kvindehjærtes Ustadighed,
og føler sig selv besværet af
sit Mandsinds Udholdenhed.
Den hvisker saa tyst, om det der har skilt
og vil skille Kvinde og Mand —
om Noget saa sorgfuldt, at Ordene næsten
bæver paa Læbernes Rand . . .