Dødskamrets Ro, hvor er dens Tavshed tung!
Langt mer end nogen Jordens Frost den isner.
Og hvor det falmer, hvor det graaner, visner
selv i den Sjæl der end er stærk og ung.
Og den der staar ved Randen af en Grav,
han møder Afgrundsdybets Mulm som suger,
som al, ja al hans Lyst til Livet sluger.
Han staar ved Bredden af et vældigt Hav.
Et Uvejrshav mer frygteligt end alle
de Have i hvis Storme Aander kalde
vildt larmende . . . Thi dette Hav er tyst . . .
Og mer end Stormens Brøl dets Stilhed skræmmer.
Og den der eengang stod der, aldrig glemmer
det Hav som ej har Bund og ej har Kyst.