Ak, i min Sjæl den gamle Uro stiger!
O alle I forsvundne, jeg har kendt,
sig hvor . . . sig hvor . . . i hvilke fjerne Riger
har mod et ukendt Lys I Blikket vendt . . .
Eller — en iskold Røst mit Hjerte siger,
at Eders Blik er slukt, forlængst, udbrændt,
kvalt i en Nat hvor Mørket aldrig viger,
at hver en Hilsen I vort Savn har sendt,
Er intet, intet — blot et frygtsomt Svar,
et svagt, som selv vi vor Bekymring skænker,
fordi den store Nat ej Stemme har.
Og dog, og dog . . . Maaske . . . Hvem ved, Hvem ved . .
Umaalelige Svælg . . . Ak, kort vi tænker!
Men — langt bort vandrede den Sjæl som led . . .