O denne Fjernhed i den Dødes Smil
forkynder os hvor Alting er forandret,
hvor langvejs, langvejs bort han nu er vandret,
umaaleligt, hvor mange Mørkets Mil . . .
Vort eget lille Liv blir mere trangt.
Saa svagt, saa smaat alt hvad vort Indre rummer,
fordi vi her saa dybt, saa helt forstummer,
og kun kan staa og stirre, stirre langt —
Forsvundet i det Land som Ingen kender . . .
Slapt hænger vore armt forladte Hænder.
Og magtesløst er Lyset i vort Sind.
I dette Mørke intet Glimt det tænder.
Kun Nat, kun Nat, hvorhen vi Blikket vender
— en Nat som blænder og gør Tanken blind.