O gerne gad jeg blive her med dig!
For dyb og drømmende er Ensomheden
i dette Skovens øde, svale Eden,
saa fjernt fra Verden, langt fra Alfarvej.
En dunkel Trang til Fjernhed bor i mig.
Da kunde Skovens Sjæl dit Væsen danne,
og Løvets Aande med din Aande blande
sig sødt i Aarets Jomfrumaaned Maj.
Langt, langt . . . i Skovens Tykning . . . langt derinde
fortryllet skulde vi, fortabt, forsvinde,
og føle os af Pan . . . af Pan besat!
Hvor skulde vi i Høstens Aftner vade
i dybe Dynger af de vaade Blade,
langt gennem Skovens tavse Purpumat!