Ak, hvem har levet her i fjerne Aar,
og lyttet langt bag denne lukte Rude
til dette Sus som segner svagt derude,
naar Natten stille gennem Skoven gaar.
Og hvilke Ord er bleven hvisket her,
November Aftner, her i disse Stuer,
der Liv og Varme fik fra Arnens Luer,
et skørt, et skiftende, et blodrødt Skær.
Derude tungt den store Tavshed ruged.
De tætte Taager Lys og Lyde suged.
Den nærmed sig — den lange Vintrens Død.
Men her, maaske, har To tilsammen fundet,
mens Døgn paa Døgn umærkeligt er rundet,
en Glemsel blot ved deres Elskovs Glød.