I
Jeg er dig atter nær.
Og det er kølig Vaar.
Saa ranke staar de gamle
ubevægelige Trær.
Vi ligger paa den brune Jord,
den brune og fugtige Foraarsjord.
Vi stirrer op i Luften . . .
Og finder ikke mere Ord —
Vi stirrer og forstummer . . .
Jeg ser i dine Øjne
den tavse Foraarskummer . . .
Jeg ser i dine Øjne
den Byrde som du rummer
i Midten af dit Hjærte,
i Dybet af dit Sind:
det er din gamle Smerte
som eengang græd sig blind.
Dit Aandedrag blir mere tungt,
din Træthed mere trang,
naar Vaaren suser dig imod,
berust af sine Safters Blod,
naar Dagen bliver lang . . .
Jeg skimter i de furede
Drag omkring din Mund
den Skygge som er gledet
ned i dit Væsens Grund,
det Mørke som nu lever
af dit Legem og din Aand . . .
Jeg øjner det derinde
bag Huden af din Haand . . .
Men tungest i dit Øjes
tystnede Vand,
i dets lange og tænksomme,
aftenblaa Rand . . .
Jeg aner denne Smerte
dit tavse Indre rummer.
Jeg ser i dine Øjne
den svære Foraarskummer.
II
Vi ligger i en lønlig Krog.
Vi hviler paa det gamle Aar.
Dets Løv og Frugt,
dets søde, visne og vaade Lugt
skjuler de nye Safters Jord,
alt det som nu usynligt gror.
Vi hviler paa det gamle Aar.
Vi ligger i en lønlig Krog.
Igennem Luften Strømme gaar . . .
Se Luften staar i Kog!
Det er en ubekymret Vaar
som atter gennem Verden gaar!
Højt oppe i den blege Luft,
den blege og silkefine Luft
møder vort Blik et nyfødt Hav,
et vældigt Hav der hviler,
og ganske sagte smiler . . .
Saa lykkeligt det nynner,
og hemmeligt forkynder
sin unge Lyst, sin Jomfrufryd,
de nye Soles Kærtegnsbrand
sit store Hjertes sagte Syd . . .
Det er et dybt og dejligt Vand,
en gennemsigtig Sø af grønne Blade!
Vi ser kun Vand,
kun grønt og gyldent og solet Vand —
Vi øjner ingen Strand . . .
Skinnende det smiler,
og drømmende det nynner . . .
Det tier lidt, og hviskende
paany det begynder
sin lykkelige Mumlen,
sin lange og vage Lyd,
sin soloverskinnede,
sitrende Fryd . . .
Det aander ganske stille.
Der siver sagte frem,
nært og fra fjerne Egne,
der siver Allevegne
en gylden, gærende Em!
Skovhavets Aandedrag . . .
En skælvende Lyd gaar gennem
den stille Foraarsdag . . .
Vi hører det sagte aande.
Vi fanger en langsom Lyd.
Vi ser og ser det store
Skær, der stiger fra alle
de hviskende Træers Fryd!
Se dette Lys der siver
ud fra alle Trær,
det er Skovens Aande der bliver
synlig og kommer os nær.
Vi lytter, som vilde vi fange
en Lyd i det gyldne Skær . . .
III
I dette Hav af Blade,
i denne grønne Overflod af Saft,
der langsomt stiger fra den gamle Jord
og vidner for os om dens skjulte Kraft
— i dette Hav af Blade
kan du bade
dit Øje, der er træt,
og fylde med den nye Luft
dit trange Aandedræt.
Men — Hjærtet . . . Hjærtet,
kan det grønnes mer?
Derinde, i dets Dunkelhed, det sner,
ustandseligt det sner og sner . . .!
IV
Ak, det som var, det lever end!
Sikkert det gaar sin skjulte Vej.
Et Foraar rejser sig igen
og smerter dig . . .
Det som engang du troede dødt,
det er endnu — blot mørkere rødt.
Umærkeligt det slog sig ned
og lever af din Ensomhed.
Dybt i dit Legem slog det Rod.
Det mumler i dit Blod . . .