Den skønne Foraarsaften tungt forvirrer,
i Blodet sniger den en Uro ind,
en Lyst, der suger, og som stædig tirrer
et ensomt Hjerte og et stilnet Sind.
O, denne graadige og lunkne Vind!
Et Bladehvælv, der uden Ophør dirrer,
i Mørket dulgte Lyd af Kærtegn svirrer,
i Løvet ulmer der et taaget Skin.
Et sløret Skær, som det der Blikket fylder,
naar Hjærtet pines af et ukendt Savn,
af lange Længsler uden Form og Navn.
Den skønne Foraarsaften tungt fortryller,
den klagende og kvalte Kærtegnslyd,
og denne smertefulde Smægtens Fryd.