Igen et Foraar! og igen et Øde
i Hjærtet, der berøves al sin Kraft.
Igen et Foraar, drukkent af sin Saft,
og svimmelt, stirrer dig saa stort i Møde!
Hvor er den henne nu, den Tid der døde?
I Tak du bøjed dig og aanded ind,
vellystigt ind den vilde Foraarsvind
og mærked Vaarens grønne Øjne gløde!
Den høje Soldag var een lysende Fest.
Saa dybt den kvæged denne krydrede Blæst.
Saa rigt den lugted denne svangre Jord.
Nu er du uden for det Liv der gror.
Og længes mod en Egn, hvor der er Fred,
men ved ej hvor du faar et Hvilested.
Og, ak! et andet Foraar følger med . . .