Det er Vinden, det er Vinden, vældig den kommer!
Den har faret i Dage, den har faret i Uger.
Det er Vinden, som aldrig blir mæt og som suger
Sødme og Kraft fra den brogede Sommer.
Kødelig slumrer den yppige Sommer,
badet i Glans og af Dagen bedøvet . . .
Lunet af Solen og styrket af Løvet
i Skovenes Højder er Vinden som kommer!
Den har drukket af de vide og blændende Enge,
tykke af Safter, af Skovene randet.
Vildt har den, leende, omfavnet Landet,
og vandret over Havene langvejs og længe . . .
Med aabnede Læber og tørstige Lunger
tar vi mod Vinden, som for over Enge,
ved Solopgangstide, naar Draaberne hænge
paa Straa og paa Blomster, som lysende Tunger.
Igennem dit Haar den gysende gaar,
og ind i din Mund den hujende suser.
Langt ned i dit Legem Luftvandene bruser,
som en Hvirvel din Silke om Lænderne staar!
Under larmende Favnen og Kærtegns Hvisken
har Vinden og Somren blandet sig sammen.
Lyksaligt vi skælver . . . Nu føler vi Flammen
fra den rasende Krysten og kildrende Hvisken.
Nu modtar du Havenes Vildskab og Salt,
den dragende Duft fra de ensomme Lunde,
og Kys fra de tusinde Sommerens Munde,
fra det svangrende Støv, som flagred og faldt . . .
Igennem dit Legem gaar Havenes Salt,
gaar Glans fra en sydlig og hedere Himmel.
Du smiler . . . Nu lukker du Øjnene svimmel . . .
Igennem dig strømmer det uhyre Alt!