Den gamle Park er segnet hen
i Middagens dybe Stilhed.
Den lange Time har taget Alt
ind i sin smilende Mildhed.
De sidste Lyde har løst sig op
i den store sovende Stilhed . . .
Det er som at sænkes i Slummer ned
at vandre ad disse Stier.
Kun af og til man hører en vag
og solet Summen af Bier . . .
Forunderligt er det at vandre her
ad disse Tavshedens Stier.
De fører ned til den tyste Sø,
i Ensomheden begravet.
Den spejler mat i sit mørke Vand
Lys fra Solhimmelhavet.
Den ruger tungt, som var den helt,
for evigt, i Stilhed begravet . . .
Stivnet fanger den i sit Spejl
den bundløse Midsommerhimmel.
At stirre derned er en langsom Rus,
man bliver besynderligt svimmel.
Man skimter i Dybet, fjernt som en Drøm,
en lykkelig Solsommerhimmel.
Der ligger en fin og gylden Em,
ensomt i Luften den svømmer,
som var et æterisk Tæppe lagt
over Trær og Fugle der drømmer.
Her er det Sted man glemme kan
Tiden . . . Tiden der strømmer . . .
Her er den store Naturens Fred
der Menneskesjælen favner,
omslynger den helt, og fylder den fuldt,
indtil den intet savner,
blot smiler, med halvlukt Blik, til Den
hvis rolige Fryd den favner.
O, det er godt at vandre her
i Stilheden uden Lige!
Stadig man skimter det samme Skær,
ser det ej synke og stige.
Kvægende er det at hvile her
i Midten af Tavshedens Rige!