Vi sad i Gaar ved min Rude.
Vi stirrede længe og stirrede langt,
og lytted til Regnen derude . . .
Vi hørte og hørte en Lyd, der var graa.
Og sølvgraa var alle de Vande, vi saa
taalmodig dale og dale ned
som en Himlens dybe Barmhjærtighed . . .
De blide og langsomme Striber faldt,
lunkent, og lindt, og vellystigt faldt,
eensformigt, eenstonigt faldt og faldt,
uophørligt, utrættet, paa Alt — paa Alt!
Den rislede ikke, den sivede ned,
sivede god og udholdende ned,
og køled en Dag, der var farefuldt hed.
Vi sad og stirrede længe . . .
Vi saa hvor den faldt i det vide Skød
af de gule og gispende Enge . . .
Vi saa hvor den faldt i det favnende Skød,
og læsked og løste den golde Glød,
Solsommerens store og stivnede Død . . .
Vi saa hvordan Engene sugede ind,
begærligt, ustandseligt, sugede ind
Himlens Drik, der var læskende lind . . .
Ja — da de smægtende Enge først
begyndte at drikke,
saa drak de og drak —
Der var ingen Grænse for deres Tørst!