Elskede, hører du, vide jeg maa
hvor og hvornaar . . .
Stundom det er mig som om jeg en dunkel
Anelse faar . . .
Jeg ser dig standse, forvirret og blussende,
midt i din Leg,
og aande saa tungt, og pludselig blive
besynderlig bleg.
Da havde du mødt det Ubekendte:
en Mund om din Mund.
Den lukked med eet, og for alle Tider,
din Barndoms Blund.
En Mund havde, fugtig og nølende, strøget,
og dvælet i din.
En Duft blev tilbage, mer stærk og sød
end af Druer og Vin.
Han blev angst for din Tavshed . . . saa var du alene
med Egenes Sus,
med dit hamrende Hjerte, og med dine Læbers
urolige Rus.
Først var det som vælted en Bølge af Hede
over Dig ind —
et hemmeligt Uvejr som koged i Øret
og gjorde dig blind . . .
Alene du stod der i Skoven og sitred,
fortumlet og hed,
og mærked smaa svidende Flammer der langt
gennem Lemmerne gled.
Mosset var dybt og Mosset var mørkt
om Egenes Fod.
Dit Ansigt var Purpur, du ligned en Ildblomst,
dér hvor du stod.
Din Kjole blev rød af de Straaler, der langsomme,
gyldne og skraa,
vidunderlig tyste, ved Aftentid,
gennem Skovene gaa . . .
Det grønne blev graat. Og det røde blev slugt
af Dagens Død.
Svagt isnede Duggen. Træerne stod
uden Form eller Lød.
Løvets og Planternes Aande tynged
den lune Luft.
Du blev ør af usynlige Kaprifoliers
søde Duft.
Denne Stilhedens Løndom og taagede Vellugt
lagde sig tæt,
og vandt sig omkring dig, og trykked dit Blod
og dit Aandedræt.
Saa lukkede du dine Øjne og sank
i Græsset ned.
Og i denne Aftenens ængstende Tysthed
og Ensomhed
tog det dit Legeme ømt med en dulgt
og klagende Lyd,
lukked sig under Dig, blidt, med en Hvisken
af hemmelig Fryd . . .
Og denne eneste Skumringens Stemme
igennem Dig gik
som et Gys af Skygge, og som et lille
vellystigt Stik.