Det var en Aften i den sene Høst,
en Aften i den sene, røde Høst,
tynget af Stilhed og af Vellugt fuld.
Igennem Luftens bløde Dunkelhed
over mit Hoved dalede langsomt ned,
segnede langsomt og langmodigt ned
de fugtige Blades Duft og krympede Guld.
Det var en Aften i den sene Høst,
forladt af hver en Somrens lyse Røst,
tynget af Vellugt og af Dødens Lyst . . .
Nu var det jo den store Visnens Tid,
Henfaldets og den voksende Tavsheds Tid,
saa god for Hjærtets Hunger, og saa blid
for Kødets Uro og vort Blods Begær.
Nu var Sagtmodighedens Dødskamp inde,
hvor alle Farver, alle Lyde rinde
i Stilhed og i sagte Graanen ud . . .
Nu var den falmet, Løvets syge Fest
af Rust og Irr, af Bronce og af Blod,
af Maanens Genglans i en grønlig Flod!
Nu var den falmet, Løvets graadige Fest!
Og stilnet var den langt omflakkende Blæst
paa Vandring fra det stormberuste Vest . . .
Og det som tier sidst, det tied nu:
de store Skoves altid hviskende Gru.
Det Hjærte som man aned uden Fred
hvileløst søgte sig et Hvilested,
Skovhjærtets Sugen hørtes ikke mer,
den Susen som saa langt og iskoldt sner
selv midt i Somrens kvælende Frodighed,
Midsommermiddagstimens Yppighed . . .
Den Susen, der har Lyd af Evighed,
og langt, og angstfuldt, ned i Hjærtet sner . . .
Endt var de dybe og de dumpe Vér!
Alle længes vi mod det Efteraar,
hvor ogsaa Sjælen ind til Hvilen gaar.
Hin Aarets store, uafbrudte Skumring,
en Balsam og en Dis for vore Tanker,
mens Aarets Hjærte mere langsomt banker . . .
Hældende Skumring, Aarets vise Drøm!
Se, Tanken glider som de visne Blade
langt glider ad en graa og langsom Strøm,
der ikke kruses i sin Skyggeflade
blot af en Luftning som et Kærtegn øm . . .
Hældende Skumring, Aarets vise Drøm!
Men denne Aften var der Et, som tog mig,
som sagte sneg sig ind og dunkelt drog mig
mod Skovens Dyb og dens uhyre Tavshed . . .
En Anelse . . . et Minde Tanken tirred . . .
To tunge, taagede Øjne mod mig stirred,
langt bortefra to dragende Øjne stirred . . .
En sælsom, dejlig Mund igen forvirred
Erindringen, der troede alt var dødt . . .
Men i min Drøm paany den blomstred rødt.
En Duft af sene, søde Rosers Blod,
en Duft af Drivhus og en Kvindes Blod . . .
Dér stod de ubevægelige Trær
og fyldte Luften med den tunge Em
af sød og bitter Lugt, som maner frem,
lig bævende Genfærd, et begravet Minde,
flakkende fra vor Fortids fjærne Hjem,
vor mørknede Fortids fjærne Taagehjem . . .
O, denne skjulte Duft, som køligt brænder!
Det var den Luft, som steg fra dine Hænder,
de slanke, hvide, altid skælvende Hænder.
Over de blaalige Øjenlaag den svæved,
i Mundens Vige løndomsfuldt den bæved,
en Dragt af Damp den om dit Væsen væved . . .
Ud fra det lange og det svære Haar,
det svære og kastanjebrune Haar
Høstens berusende Aroma steg!
Den som en Bølge gennem Kødet gled
og stjal sig til de mørke Dybder ned.
Dér blev dens glødende Sørgmodighed . . .
Saa skulde jeg iaften atter finde,
atter den Luft af Spleen og Kærtegn finde,
som farefuldest mærked dig som Kvinde!
Timer og Dage skal i Glemslen rinde,
ja — de skal slettes ud, de lange Aar.
Gamle, affældige og graa de segne.
Saa mange Somres Guld skal langsomt blegne.
Men du skal blive hos mig Allevegne!
Min Sjæl bevarer Duften af dit Haar.
Du Efteraarsmærkede, Du Feberfulde!
Sorte, og blege, og gyldne Døgn skal rulle,
Aar efter Aar skal bort i Mørket svinde . . .
Din Løvfaldsskønhed falmer ingensinde.
Urørligt i min Aand den plantet staar.
En høstlig Trolddom er dit fjærne Minde!