Lang Tid havde vi vandret
igennem Skovenes Øde.
Vi havde øjnet Blade
der var allerede røde.
Timerne var tavse
og Timerne var søde . . .
Dit Hjerte var tungt og stille,
tystnet af Skovenes Dampe.
Det var de lange og blide,
de duftende Efteraarsdampe.
Det var en af de gribende Aftner
hvor Længslerne taalsomt dør,
og hvor vi mister Erindringen om
alt det der fyldte os før . . .
De matte Blade skimtede vi
bag violette Slør.
Saa stod der med eet en Maane
i Dybet af Mørkningens Dampe.
En mægtig Maane troned,
Skovmørkets mystiske Lampe!
Du husker, i Tykningen var det vi fandt,
om Granernes sorte og stille Fod,
som et Skarlagensudbrud af giftigt Blod,
de røde og brændende Svampe . . .
Som en svindende Genglans af Svampenes Blod
stod nu i Aftentaagernes Flod
Skovmørkets mystiske Lampe . . .