Solen har straalet saa længe . . .
Næsten vi glemte hvordan det ser ud,
naar Dagen er bleg
og naar Luften er mat,
mildnet og mat som Menneskehud,
der hviler i Søvnen lykkelig træt.
I Dag er Forudfornemmelsen nær
om de stille Maanneders stille Skær,
der lister sig lindt over Hjerterne ind
og skænker det gode, eensformige Sind.
I Dag er Timerne graa . . .
Tyste Træerne gulnede staa.
Og Luften er ganske bleg . . .
I Dag bliver Drømmens Lænker løst,
og den begynder at vandre
sin endeløse Vej . . .
Drømmen blir fri . . . Det er Attraaens Død!
Det er Sejren over det hungrige Kød!
Det er Arme som, endelig, træt synker ned . . .
Det er Tavshedens Komme og Tavshedens Fred . . .
I Dag er Timerne graa.
Nu er det den blege Blidhed
hvor Livet er gaaet i Staa . . .
Gud ved hvordan de i Dag ser ud,
de Enge der bugned i Sommer
over Jordens dampende Hud.
Under Himlens Ild de funklende laa.
Graadig var Dagen, graadig og vild.
Grum var Somren og Solens Ild.
Men i Dag er Timerne graa.
Falmet . . . forsvundet de svulmende Blomster
og Straa som vi hvilede paa.