Alle vi der kendte ham
holder sammen!
Han var i os alle,
og han er i os alle
(og derfor holder vi sammen)
det Usynlige,
det Eneste:
Flammen!
Stille kom han.
Stille gik han.
Tavs var al hans Færden.
Ydmyg, ydmyg,
altid ene
gik han gennem Verden.
Naar de tunge Laag sig løfted,
langsomt fra det store Blik
noget ængstende og dejligt
over Sjælen gik:
Ensomhedens Gru og Sødme,
Mærket af det dybe Stik,
Rummets Grænseløshed volder,
vore Hjerter fik . . .
Som en stor ulykkelig Elskov
kan knuge vore Hjerter,
forgifte vort Blod,
gøre vore Øjne matte
eller brænde dem i en Febers stædige Glød,
— saadan sled i hans Sjæl,
saadan tærede paa hans Legeme
eet eneste:
Tørsten efter det Ubekendte,
Angsten for det Mysterium,
der sejler over de sorte Himle . . .
Hvor husker vi ikke
hans høje Pande,
bag hvis gennemsigtige Hvidhed
Aarerne blaanede saa tungt;
og hvor husker vi ikke hans Øjne,
hvor Blikket kunde komme saa langvejsfra,
som havde det rejst gennem Verdener,
vi aldrig skal kende:
Drømmens Paradislande
og Grubleriets foruroligende Mørke.
Som en Elsker kan mærke sit Væsen
splittes,
opløses,
fortabe sig i den Elskede,
saadan kunde vi glemme os selv,
naar han var hos os.
Det var som forsvandt vort Væsen,
som om det opsugedes af hans,
og blev borte . . .
Hans Nærværelse var en Balsam for vor Sorg.
For det der sled i os,
vore Sanser der vilde mættes
og kun begærede Glemslen af Een,
det kunde synes os saa ringe,
naar vi saa ind i hans Blik,
hvor der brændte en anden Længsel,
hvor Begæret var et dybere og et mere heftigt:
Tørsten efter det Ubekendte . . .
Hvor husker jeg den Dag i Juli,
da jeg saa i et Blad:
Sigbjørn Obstfelder er død.
Det var en af de Somrens tyngende Dage,
hvor det er som om Blodet i Naturens Aarer
svulmer mere tykt og mere hedt.
En af de lange, dumpt glødende Dage,
hvor det er som om Alting stønner
under den ubarmhjertige Sol.
En af de langsomme, knugende og altfor tavse Dage,
hvor Menneskene og Naturen synes eet,
og kun at eje eet:
Sanser,
til at fortære og fortæres . . .
Og nu var han borte:
den fineste af alle Sjæle . . .
Jeg havde hørt om hans sidste Dage,
hvor blid han laa hen,
hvor uendelig sagtmodig;
hvor ømt og bedrøvet
han kærtegnede,
med sine magre Hænder,
Somrens blegrøde Roser;
hvor hans Ord var tyste og svage
og nærmede sig, sagte,
til den endelige Stilhed . . .
og nu var han borte!
Jeg husker, at der greb mig noget,
der var mere end Sorg,
en Lede ved mig selv
og de Aar der ventede paa mig.
Aldrig følte jeg mere voldsomt
Tilværelsens Grumhed
og al dens bitre Urimelighed.
Vi skulde blive — vi andre,
vi der intet havde at give,
intet, der kunde hjælpe Hjerter i Nød,
og Han skulde gaa,
Han der øste ud, barmhjertigt,
af sin Sjæls Rigdomme
og trøstede ved sin blotte Nærværelse!
Men skønt han nu hviler i Fraværelsen,
hviler han ikke i Glemslen.
Et underligt Drag faar de Læber,
der taler om ham.
Stille nævner vi hans Navn.
Hvert Ord, han har sagt os,
husker vi,
og gemmer det i vore Hjerter,
til, engang, ogsaa vi skal bort.
Og vi der hører hans Stemme,
finder den i hvert af hans skrevne Ord,
de varsomste af alle,
og de tager som en Haand om vort Hjerte . . .
Alle vi der kendte ham
holder sammen!
Han var i os alle
og han er i os alle
(og derfor holder vi sammen)
det Usynlige,
det Eneste:
Flammen!