O alt det som vandrer forbi os, og som aldrig mere vi ser.
Øjne der var som en Julidag i et hedt og skælvende Slør.
Øjne der stirred saa natlig ud som grønne og dybe Sør.
Ak, Under og Lykke! det var blot en Fryd, som sluktes og — aldrig mer
skal møde et Pust af et saligt Liv, der hastigt aander og ser.
Stundom gynged en barnlig Hofte i Duft af den milde Maj.
Og Vindene vugged og Lyset risled og Lindene svajede med.
Og ind i vort Indre slynged og gynged noget sig sagte Vej . . .
Vi vendte os om . . . og det var, som om hele Gaden bølged af Sted,
som hele Gaden — og alle Kvinderne — bølged i Rytmen med.
Mangfoldige Dufte som altid ned i vort Hjerte usynligt gled.
Store og søde Skumringsblomster ud fra et Skumringsgraat
rakte sig frem og vandt os ind i et Blik, som var mørkt og vaadt.
Skumringshede . . . Menneskehede . . . Læber som lyste og led.
Læber som gemte saa dybe Løfter . . . Læber som sygned og led.
Men noget blev der. Det sivede ned dybt i vort Hjertes Jord.
Det lever dernede sit tyste Liv; det ulmer og kan ikke dø.
Som store Perler stiger i Mørket op fra den blanke Sø,
stiger ved Nat fra Sjælens Grund en Blomst, der har vokset sig stor
af en Drøm, af en Duft, der sived og gemtes dybt i vort Hjertes Jord.