„Nu falder Natten paa . . .
Og jeg er træt.
Men aldrig, aldrig blir mit Hjerte mæt
Giv mig et Kys, min Ven,
det sidste!
Aa, jeg vil segne hen —
og mærke mine Sanser saligt briste . . .”
Og deres Læber blanded sig,
og stum
han fyldtes af det stjernefyldte Rum.
„Det er, som alle mine Sanser bløder
O vé, dit lange Kys blev ej det sidste.
Min Ven, min Ven,
ak, om du vidste
det Kys,
som ikke smertelig forsøder
og hidser mine Læber mer og mer . . .
Min Ven, min Ven,
ak, om du vidste
det Kys, hvorefter ingen følger mer . . .
som Sjæl og Sanser døder
og Øjet, saa det ikke ser,
til al min arme Uro blidt forbløder . . .
Giv mig det Kys,
hvorefter tungt jeg længes,
giv mig det Kys,
hvori mit Væsen sprænges!”
„Det Kys det findes ej . . .
Til Lystens Segnen finder Ingen Vej.
For Lysten er saa grum,
saa ond.
Og Den, der eengang smagte Kyssets Sødme,
Han bliver aldrig sund.
Bestandigt, som en Tørst, det svide skal hans Mund.
Vi lidet aner
om Dødens og om Fødslens dybe Baner.
Kun eet jeg ved:
Den Sjæl, det Legem hvori Elskov bed,
skal tæres af en skjult og heftig Glød,
som først skal slukkes, naar Han selv er død.”