Hver Gang du aabner dit mægtige Smil,
da aander jeg Dybets Luft.
Det breder en Aften omkring mig,
tung, med en Dødens Duft.
Jeg kan spændes til Angst i Forventningen om
du skal aabne dit mægtige Smil.
Da kommer den Stund, jeg vandre maa,
mødig, de ensomme Mil.
Dit Smil kan vokse saa sagte
som Aftendisen hen imod Høst.
Jeg hører en smægtende Rytme
hæve sig op fra dit Bryst.
Det er som om Blodet bag Læbernes Hud
udstraaler en Luft, der er drivhusvarm.
Du bliver saa fjern . . . jeg skimter kun
dit skumrende Haar og din Arm.
Din dødsstille Arm . . . og dit lange Smil,
der rødligt er vokset af Skumringen frem . . .
Det fylder den hele Stue
med Aftners og Nætters Em.
Det er som om det du dybest dølger,
som aldrig jeg saa, og jeg drømmer om,
risled igennem de spændte Nerver
og op til Læberne kom.
Det er som om alle de tusinde Dage
du leved, og hvorom jeg intet ved,
de overstrømmende Timers Lyst,
og hvad du alene i Mørket led,
som om det der tavst kunde glimte frem
fra Øjnenes sugende Efteraarsvand,
og det der i dine Hænders Bæven
bar Bud om dit Hjertes og Legemes Brand —
hæver sin stumme Beruselse
som en Røgelse op til din Mund,
stiger i dette langsomme Smil
op fra dit Væsens Bund . . .
Dit lange, vellystige, rødlige Smil
har smittet dit Blik, til det taages af Nat.
Og det slører omsider min Hjerne,
til jeg sidder alene — forladt.