Ak, kunde jeg gribe og fange
din Stemmes Metamorfoser!
Den voxed og bølged og flygted
som Damp over Sommernatsmoser
Den kunde hviske saa dulgt og døsigt
som Blomster der stryges af Aftenvind,
og den kunde risle ned over Hjertet,
tyst, som et klagende Maaneskin.
Men i den hede, den hemmelige,
den gyldne Eftermiddagsstund,
kunde din Stemmes Lyde glide
ud fra din røde og smilende Mund,
ned i mine spændte Nerver
som smaa og kildrende Flammer,
som det skraanende Solskærs Kærtegn
hen over Bøgenes Stammer.
Men mest af alt dog jeg elsked:
med lukkede Øjne at aande den Duft,
der gled paa din mørke Stemme
i den kølige Efteraarsluft.
Da var det som havde du drukket
de sidste Rosers glødende Død,
som om deres tungt angribende Aande
ud fra dine Læber flød.
Og da jeg mødte dit Øje,
aned jeg dybt i det svømmende Blik
en Sorg over al den Sødme,
der for alle Tider forgik.