Til min Moder
Det hvisker, det hvisker imod mig
fra den store blegnede Sø:
Tænker du paa, du en Aften
skal se dit bedste dø . . .
Husker du: Døden har intet,
intet Velsignelsens Frø . . .
Jeg kender den Tomhed, naar Livet
rives op fra sin Rod,
og alle Dage og Nætter
bliver en jaget Flod.
Jeg husker den tunge Hi ven
igennem det fredløse Blod.
Men selv i de trange Tider
var der Timer jeg aandede frit.
Jeg foldede mine Hænder
næsten i Tryghed, tit,
fordi der var levnet mig noget,
jeg altid vidste var mit.
Dengang da Hun, stille, for altid
gik af min Stue ud,
og jeg mærkede det i mit Legem
som et sønderslidende Brud,
og aned, at lange, lange
Tider blev Storm og Slud.
Da husked jeg endnu ikke,
at En var mig altid nær,
trofast som ene Den der
giver os Livet her,
at der var En som havde
mig indtil det Sidste kær.
Ak, det som dybest vi elsker
og stille tør kalde vort,
en Dag kan det, uden vi ved det,
grufuldt rives bort —
Foran os gaber de lange Aar — —
Lykken . . . hvor var den kort.
Hvorlænge du endnu bliver,
det ved hverken du eller jeg,
og ikke den store Aften
der breder sig tyst og bleg.
— Kunde mit Hjerte standse
den Aften du gaar din Vej.
Fordi du var mig altid nær,
vilde jeg følge dig.