Til min Søster
Det var det stærke og hemmelige Baand som sammen os bandt:
at vi har levet sammen det blinde Søvnliv fjernt fra Alverden,
at vi blev løst i den samme Time ud til Dagenes Hærden.
Det var det Baand som bandt, mens meget andet brast og forsvandt.
Træt af de svigtende Tag efter Lykken kom jeg tilbage til dig,
tilbage til dig, der gik din Gang gennem Aarene mildt og rolig,
som havde den store Tryghed i dig en god og urokkelig Bolig.
Dine graa, mørkt skyggede Øjne, de viste mig Lykkens Vej.
Jeg husker fra svundne Dage en Uro skjult i dit Blik.
Du kendte vel ogsaa de lange Nætter, der lever af Sorgen.
Men din Sjæl har rejst sig skinnende, en stille og gylden Morgen,
som sejrende ud af Mørkets og Savnets Gysen gik.
Maaske skal jeg endnu søge efter Lykken langt fra din Vej.
Maaske skal der brede sig mellem os Mile og atter Mile.
Maaske gaar fjernt fra hinanden vi ind til den evige Hvile.
Men de sidste der i min Tanke — jeg tror, det blir Mor og dig.