Til Harald Kidde
Gamle Kvinder med de stille Øjne,
mere stille end de skjulte Sør,
hvor en evig Aftenro har sænket
sine ubevægelige Slør.
Blidere er eders rene Aften
end hin Time hvori Lyset dør.
Læber som igennem Ensomheden
Blodets røde Rigdom har forladt . . .
Mangen En hvem Dagens Svulmen pinte,
blev af Eders Armod mild og mat,
mærked sig lidt nærmere ved Kilden,
ved den store, endelige Nat.
Frigjort, næsten, for det stride Pulsslag,
for Erindringen om det, de led,
synes de, fjernt i en isnet Verden,
ane noget som vi ikke ved,
vi der endnu tumler om i Dagen,
der er graadig, koglende og hed.
Blege Kvinder, I som aldrig kendte
Kyssets grusomme og syge Lyst,
I fik Tid og Trangen til at høre
Nattens hviskende og kyske Røst.
Mens vi søgte ind til Rusens Glemsel,
sov I ved det kolde Mørkets Bryst.
Aldrig har I kendt de Kvinders Vaande,
der maa bort fra Livets Trolddomsdag,
og hvis bange Brynde end vil drikke
Lysten i et utaalmodigt Drag,
og hvis Feber griber efter Magten
i et sidste og afmægtigt Tag.
Aldrig skulde Eders Legem kende
Livets hidsige og korte Glød.
I blev gamle. Der blev aldrig aabnet
for det stille, løndomsfulde Skød.
Er det derfor Eders Mund og Øjne
har en Afglans af den store Død . . .
Eders Blik har voldt at Elskerinden
stundom blev os Damp og Drøm og Skum.
Det har gennemtrængt vor Sjæl som Natten,
stor og stum, eensformig dyb og stum,
naar vort Jeg opløser sig og suges
ind i Evighedens Stjernerum . . .
Underlige Timer, hvor al Livets
Sødme, Saft og Purpur bliver Drøm,
hvor den Dejlige, hvis Øjne mørknes
bag en Taage, glødende og øm,
svinder bort i vore Armes Afmagt,
mens vi bæres af den sorte Strøm.
Bæres af de sorte blanke Vande
bort til Høstens og til Dødens Lund,
viljeløst, med tunge, lukte Øjne
og et fredfuldt Iskys paa vor Mund,
mens en salig Stilheds Isnen stiger
ned fra Himlen til vort Væsens Bund.
Det er godt at gemme, inderst inde,
Ligegyldighed for Lystens Guld.
Det er godt at mindes, midt i Timen
hvor en Sjæl er helt til Randen fuld,
det der venter, roligt og fortroligt:
Mørket, og den tavse, sorte Muld.