Ja, altfor tit er vi vort Legems Træl.
Og derfor er det godt og svalt at tænke
paa Timer hvor vi fris af Lystens Lænke,
og intet mer vort Inderste kan krænke.
De Timer hvor vi ved vi har en Sjæl.
Ind til en Højtids Tavshed de os leder.
Den kyske Renhed denne Stilhed freder.
Langt i vort Hjerte noget Godt sig breder.
Ja, noget Dybt og Stort som ej har Navn!
Forsvundet alt som vore Nerver kilder,
som vore forsvarsløse Sanser hilder,
de Lyster som beruser og forvilder.
Vort Kød er roligt, kender ej til Savn.
Og mer end Ord, og mer end Kærtegn glæder
den tyste Lyd af En som varsomt træder
ind ad vor Dør . . . en ukendt Ømhed væder
Som Aftendug vort Hjerte og vort Blik.
Saa fjernt, som aldrig født, den Stund, vi hader!
Alt ondt, der voldtes os, vi fuldt forlader
fordi en navnløs Ømhed Hjertet bader . . .
Tilgivelsen . . . vi har den ej Behov!
For vi er alle grumme Magters Rov.
Men Alle vandre vi i Tavshed ind,
forynget dybt, og med et saligt Sind,
i Duggens Svalhed i en Aftenskov.