Venedig
Til E. Krause.
Til E. Krause.
Se Drømmens Stad nu da en Dag er død!
Se Lygtens Lys og Maaneskær der daler,
et lydløst Guld som risler i Kanaler
hvis Lød er perlegraa og skumringsblød.
Tusmørkets Luft, hvor er dens Trolddom sød!
Hvor dulmende, hvor dybt dens Tavshed svaler!
Det er som ulmer Tusner af Opaler
tyst i en halvkvalt, i en mystisk Glød.
Sancta Maria Kirkens Legem hæver
sig højt, som et Fantom det stofløst svæver
i denne Luft hvor Dagens Former svandt,
Mens Drømmens Skyggehaand sit Sølvnet væver,
og, ene iblandt alt, den Stilhed bæver,
hvor Sjælen Evighedens Tone fandt . . .