Vi er for tit i onde Magters Vold,
et Offer for en Gud, vi ikke kender,
og frygter. Han som i vort Legem tænder
den Ild som i de skjulte Aarer brænder!
Da er det, at vor Sjæl saa tit blir gold.
For noget grumt dybt i vort Legem bider,
og langsomt, længe det paa Sjælen slider.
Det bliver trange, bliver bitre Tider.
Der er kun En, kun En, som man vil se.
O lange Ventetimers mørke Stunder . . .
Indtil vort Hjerte er eet Gab af Vunder.
Paa Hævnens triste Ting man dunkelt grunder . . .
Ja, Timer hvis Sekunder drypper Ve,
som Gift og Pest der gennem Blodet strømmer.
Om Hævnen paa den Elskede man drømmer.
Og som en Flygtning fra sit Hjem man rømmer.
Man flakker fredløst om som en Besat
ad Veje hvor man ved, man ingen møder.
Og hvert Minut en ny Erindring føder.
Forfærdende forsvundne Glæder gløder . . .
For ofte har vi kendt en saadan Nat.
Det lange, vage Smil om vaade Tænder,
almægtigt blir det . . . Lyn paa Lyn der blænder,
og de slaar ned . . . og i en Ild vi brænder!
Det er vor egen grumme Helvedsild . . .
Den er i os . . . det nytter ej vi prøver
at kvæle den . . . og ej dens Røg bedøver.
Og for at leve stadig mer den røver
Af det som eengang gjorde glad og vild,
af Dages, Aftners og af Nætters Minder,
af Lyster der endnu som Purpur skinner.
Bestandig mer . . . og mer . . . og mer den finder!
Saadan vi svides i vor egen Ild!