Saa kom altsaa det som jeg vented:
Hver Dag skal gøre dig mere hvid.
Ene ligger du . . . stum og blid.
Lille brystsyge Blomst ved Vintertid!
Kunde jeg komme og stryge dit Haar!
— i dets Mørke du blev saa endeløs hvid —
Du er ikke mer, naar jeg kommer om Aar . . .
Var jeg nu hos dig, du spurgte mig ømt:
Hvorfor er du ogsaa bleven saa hvid?
Har du mistet dit Liv, eller Liv der blev drømt?
— Aldrig vi læger hinandens Saar.
Ensomme er vi i hver en Tid.
Lad mig leve som du, saa tavs og saa blid.
1899.