Din Stemme kan blive saa svag og besynderlig blid
som en Hvisken af Vind gennem Blomster i Aftensvale .
Din Stemme kan bringe mig nær den bævende Tid,
hvor de blegrøde Blade tyst gennem Luften dale . . .
Din Stemme bragte et Foraar ind i mit Sind,
dengang det var mørkt, og alle Blomster var døde.
Den ledte mit Hjerte langt i en Have ind,
hvor Blade dryssed og dryssed Jorden i Møde . . .
Din Stemme ligner slet ikke din store Mund.
Den svulmer tungt og mørkt som en Blomst der gløder,
som har foldet sig ud i Skumringens lune Stund.
Dens Vellugt og Vellyst den stilnede Luft forsøder!
Dine Øjne er grønne som Kattens der lister sig tyst
i Mørket om med en fin og forborgen Ynde.
Dine Øjne er fyldt af den Skumringens søde Lyst
som sniger i Blodet ind en Trang til at synde . . .