Jeg fik aldrig at vide, hvorfra hun kom.
Alt skjulte sig bag denne Aftens Møde.
Det var i den Time, mit Hjerte døde,
og at min Hjerne blev trist og tom.
Nu ved jeg blot: Hendes Læber er røde
og ligner en Blomst, hvis fremmede Navn
har fyldt mine Sanser med Sødme og Savn.
Jeg har glemt det Navn . . . med Vokaler saa røde,
som var de smaa dryppende Draaber af Blod.
Jeg har set den Blomst og dens Feber jeg kender.
Jeg husker de farlige Lys, som den sender,
naar Bladene falder i den langsomme Flod.
Lysende i Tropernes Aften den staar!
Hvergang dens Purpur og Hovmod rammer
de mørkeblaa Vande, da sender dens Flammer
en Gysen, som langt gennem Vandene gaar!
Ak, dobbelte Blomst af Blod og af Kød!
Som en Blomst kan den falme og folde sig sammen
ligegyldig for Lysten og Solhimlens Flammen.
Den kan falme saa stille, som om den var død . . .
Den skænker de lange Beruselsers Fryd.
Det er Høstrosers Aande, dens Skumring udstrømmer
den bølger saa langligt, den døser og svømmer
i en Luft der staar stille foruden en Lyd.
Jeg ved ikke, om hun er ond eller god.
Men jeg ved, at hun øser af dybe Brønde
sit Legems fortærende Trang til at synde,
sin Lyst til at blande sit Blod med Blod.
Hvem er hun . . . hvem er hun . . . jeg ved det ej.
Mine Øjne blev svage, min Hjerne blev svimmel,
som stirred jeg ind i en endeløs Himmel,
den Aften, i Juli, hun krydsed min Vej.