Jeg husker at vi vandred
engang for Aar tilbage
(besynderligt at tænke
paa de Nætter og de Dage
som siden fulgte efter —
Hvor stjal de mine Kræfter,
Hvor meget blev forandret!)
Det var en stille Nat,
en sød og meget stille,
en sval og høstlig Nat,
vi tæt omslynget gennem Byen vandred.
Dens Lys og Luft var milde,
og lignede dit Ansigt,
dets taageblege Hud . . .
O, det var sødt og silde,
og sagte ganske sagte
neddrypped Tidens Kilde,
randt Timerne ud . . .
I denne store Stilhed
blev dine Ord saa milde,
blev dine Øjne svage,
og dine røde Læber
sagtmodige og vage . . .
Maaske det blot var dette,
der gjorde dig saa mat:
Det var saa sent paa Aaret.
Og nu var Aaret træt.
Det var saa sent paa Nat . . .
Helst vil jeg tænke paa dig
som du var i denne Stund,
hvor Tavsheden daled
fra en Himmel uden Blund,
fra den uddøde Maane
der løftede sig rund
og aandeagtig rødlig
mod den disede Grund
— hvor Tavsheden sænked sig
over din Mund . . .
Søvngænger sikkert løfted sig
Maanen denne Nat.
Søvngængeragtigt gik du,
saa mødig og saa mat
ad Gader og ad Veje
indspundne i Stilhed,
der laa saa forladt,
som var Livet forstummet
og opløst i Rummet
denne fugtige Nat,
hvor Taagemes Flod
om os og over os dødstavst stod . . .
— Som var Tiden forsvundet,
Sekunderne udrundet
denne Efteraarsnat,
denne Ophørets dødstavse
Evighedsnat . . .
Din Mund har gjort mig svimmel,
den var saa rig og rød.
Berusende en Varme
som fra et Drivhus flød.
Den var som selve Livet.
For den var grum og sød!
Men denne Høstnat var du
berørt af Aarets Død . . . .
Dit Hjerte længtes ikke
mod Somrens Sole mer,
og alle de funklende Timer
som sorgløst ler og ler.
Nu var de nær de Dage
hvor ingen Lyset ser,
og ikke fjenit de blinde
Nætter som sner og sner . . .
Det var saa godt at mærke
hvordan dit Legems Glød
svandt bort i denne Nattens
og Aarets dybe Død.
Jeg saa paa dine Læber,
og deres Glans var blød,
og blid som denne Maane
der løfted sig i Natten
som et Fantom saa stille
og aandeagtig rød . . .