Jeg husker dine Kjoler
Jeg husker dem jo alle!
Men der var to især
som for altid jeg fik kær.
Og — tænker jeg paa dem,
da er din første Ungdom
mig atter ganske nær . . .
De gjorde dine Lænder
saa smidige og smalle.
I min Erindring tænder
de et Foraars store Pragt,
og lange gyldne Timer
som dufter og som soler,
som blænder og som blaaner
af Hyacinther og Violer . . .
I min Erindring brænder
den første Ungdoms Magt,
fortættet i en Kvindes
berusende Dragt!
O disse fjerne Kjoler!
Gud ved hvor de er nu . . .
De sender denne Vinternat
en Sødme til min Hu.
Forunderligt de fører mig
til de forsvundne Foraar hen.
Jeg ser dig med dit store Smil
igennem Byen gaa igen.
— Mod Vaarens Flammesol du gik
guldgrønlig Sol var blot dit Blik!
O, disse Foraarskjoler,
som Hyacinther den ene,
den anden som lutter Violer . . .
Dybt blaaned de begge to!