De Nonner som har Hjem bag Klostrets Mure
kan ligne Skygger, naar de langsomt gaar
i Kirker ind, der i ærværdig Vælde
som Minder om en mægtig fortid staar.
De blege Øjne har saa fin en Farve,
saa blid som Vandets Lød i sildigt Lys.
Det er som om de varsler trygt om Sjæle
der aldrig skælver mer af Livets Gys.
Og selv de unges Læber er saa smalle,
og smiler ej, og ser saa lukte ud,
som om de gennem Døgnets lange Timer
kun talte stumt med Evighedens Gud.
Og stille glider Rosenkransens Perler
saa ømt, saa varsomt i den hvide Haand.
Det er som disse Hænder, allerede,
var løst fra Kødets, løst fra Jordens Baand.