Ak, hvorfor maa du grunde, og hvorfor maa du gruble
og lukke dine taagede, dine fjerne Øjne i —
med Længsel i dit Legem og med Higen i dit Hjerte
mod det der er forsvundet, forlængst. . . forlængst forbi.
O denne store Hjemve som griber dig i Hjertet
og som en sagte Skælven gennem al dit Væsen gaar . . .
De andre . . . de kan glemme, men i dit Indre bløder
saa smærteligt, saa stædigt et aldrig læget Saar . . .
Vi andre — vi kan glemme, og vi kan stirre fremad
og mætte os med Øjeblikkets Vellyst eller Ve.
Og er det altfor bittert, saa kender vi dog Trøsten:
at noget Stort, uanet Godt endnu engang kan ske . . .
Vi kendte alle Stunder hvor, pludselig, uventet,
en Mindelse, forfærdende, igennem Sjælen skar,
og maned frem i alle dens blændede Minutter
en Time der som ingen var dyb og dyrebar.
Men stærkere, og grummere, end alt andet i vort Indre
er Viljen til at vide: vort Liv endnu er godt,
at Vejen som vi træder har større Horizonter
end alle andre Veje som vi engang har traadt.
Vor Lykke er at føle, i vort Blod og i vor Hjerne,
at det gærer, at det gløder, at det grønnes, at det gror,
at Frugtbarhedens Fyrste og Forvandlingens Guddom
med grænseløse Kræfter skjult i vort Indre bor.
Vi dræber disse Drømme: at andre Jordens Steder
var bedre for vor Lykke end det Sted hvor vi er sat.
Kun sjældent, og kun flygtigt, vover vi at kaste
et Blik tilbage bort mod vor Fortids tunge Nat.
Vi frygter de Fantomer som spøger dér i Mørket.
Vi aner de kan stjæle af vor Glæde og vor Kraft,
berøve de Sekunder, hvor vi drager nu vor Aande,
deres Marv og deres Ungdom, deres Smag og deres Saft.
Vi er bange for at miste det som for os er Livet:
den ustandselige Funklen af hin fyrige Glød,
som uophørlig fødes i Hjærteslagets Banken.
Vi er bange for den Aske, vi er bange for den Død,
Som vi alle bærer i os, mens vi endnu er i Live,
og endnu mærker over os de aabne Himles Blaa.
Og mere end den allersidste, lange og sorte Stilhed
frygter vi vor Fremtids Aar, de gamle og de graa . . .
Ved Livets Korsvej staar du. Og Menneskene drage,
forbrændte eller drukne af Øjeblikkets Lyst,
forbi dig, — men du bliver og stirrer blot tilbage
og henter fra den Døde en aandeagtig Trøst . . .
O Grublerske du tier, imens de andre larmer,
mens nogle højlydt græder og atter andre ler.
Men mer end vore Øjne der aabner sig saa graadigt,
jeg tror dit lukte Blik i det Fjærnes Skumring ser . . .