Bruges
Til Johannes Jørgensen.
Til Johannes Jørgensen.
I.
O Bruges, besynderligt dit Minde hvisker
et Steds hvor der er Aften i mit Sind.
Dit Navn: en Aandelyd af blege Blade
i Dis af et Oktobers Maaneskin . . .
Jeg kom jo til dig fra en By hvor Livet
blænded, bedøved i en Feberens Luft.
Du skænked straks mig, i en natlig Time,
din dybe Drøm og al din Dødens Duft . . .
Fortryllet vandrede jeg langs Kanaler.
Fuldkomment lydløst hvide Svaner gled.
Saa stor en Stilhed, som var Sjælen steget
til Underverdenens sorte Styxflod ned.
Jeg mødte ingen Levende, blot disse
hvide Fantomer som hypnotisk flød
paa ubevægelige Vandes Spejle.
Een Lyd kun den totale Tavshed brød:
Et Klokkespil hvis Tonedraaber drypped,
sænked sig over dette Søvnens Hjem.
Men mørkere, og mere mægtig, voksed
Tavshedens Stad af disse Toner frem.
Det isnede saa sødt, saa blidt at lytte
til disse tunge Tonedraabers Fald.
Det var som hørte man dem sagte møde
Kanalernes mulmslørede Krystal . . .
Tiden fortalte at ogsaa her den hersked!
Men genfærdsagtig, gusten var dens Magt
i denne Drømmens døde Stad der ruged
i sin aarhundredgamle Dvale strakt.
II.
Der var engang hvor den var nær forbundet
med selve det uendelige Hav.
Lidt efter lidt trak Havet sig tilbage —
Og den blev Ensomhedens øde Grav.
Nu ligger den nedsunket i sin Hvile.
Der kommer ingen stolte Skibe mer
tungt lastede fra Indien og fra Kina.
Men over den de tavse Timer sner . . .
De sølvgraa Pile luder over Vande —
og hvisker de, da lyder det saa træt,
som var den monotone Mumlen selve
Stilhedens eget lange Aandedræt . . .
Og Roser kravler op ad lave Mure.
Jeg husker et helt skjult i Purpurflor.
Min Tanke kredser om de Ubekendte
som bag hint tætte Tæppes Vellugt bor.
Aar efter Aar har de nu set de Roser
fortæres i de tørre Somres Brand . . .
set Bladene, et efter et, begraves
i Dybet af Kanalens døde Vand . . .
O gamle Huse i den sene Skumring!
De trange Ruder har et blegnet Blik,
saa tænksomt og saa tyst, som om de husked
Hemmeligheder der forlængst forgik . . . .
Og der er andre Ruder som har gemt sig
ned i en fugtig, grøn og skummel Nat,
i Vedbendsmørkets tykke Svøb der skjuler
et Hus som Mennesker har helt forladt.
Ja, der er Huse som i Dunkelheden
umærkeligt og ensomt smuldre hen.
Og de er døde som de døde Slægter,
og Livet kommer aldrig mer igen . . .
Og deres sprukne Ruder, de blev blændet
af en usynlig, af en evig Haand.
Og over de forladte Steder svæver
de vage, de forsvundne Tiders Aand . . .
Derinde i de snævre Kamres Tysthed,
hvor maa man mærke den saa tungt og tæt;
hvor fordum Levende har let og hulket,
dér spinder Edderkoppe deres Net . . .
III.
Som disse Ruder, disse øde Stuer
er overpudrede af Tidens Støv,
saadan den spøger i de graa Kanaler,
hvor Aar paa Aar har fældet falmet Løv .
Det er som stiger der fra disse Vande,
hvor gustne Lig af Pil og Poppel flød,
og sank, og samled sig i Lag paa Bunden,
en Lugt der kommer som fra Søvn og Død.
En anet Duft vidunderligt fremmaner
de uforlignelige Efteraar,
som her har fejret deres fjerne Fester .
Et Savnets Suk igennem Sjælen gaar:
For denne Stad er fremfor alle andre
til Efteraarets stolte Sørgmod skabt.
En Hjemve griber os . . . vi kan blot stirre
med lukte Øjne, i en Drøm fortabt . . .
IV.
De Nonner som bar Hjem bag Klostres Mure
kan ligne Skygger, naar de langsomt gaar
i Kirker ind, der i ærværdig Vælde
som Minder om en mægtig Fortid staar.
De blege Øjne har saa fin en Farve,
saa blid som Vandets Lød i sildigt Lys.
Det er som om de varsler trygt om Sjæle
der aldrig skælver mer af Livets Gys.
Og selv de unges Læber er saa smalle,
og smiler ej, og ser saa lukte ud,
som om de gennem Døgnets lange Timer
kun talte stumt med Evighedens Gud.
Og stille glider Rosenkransens Perler
saa ømt, saa varsomt i den hvide Haand.
Det er som disse Hænder, allerede,
var løst fra Kødets, løst fra Jordens Baand.
V.
. . . . Usigeligt sagte, fjerne Stad, der naar mig
et Sus fra dine Kajers triste Træer.
Det maner mig, det minder mig om Noget
som for vort Væsen har et varigt Værd.
Ak, gerne vandred jeg langs dine Vande,
aanded igen din Fortid ind, din Fred.
Men ogsaa det er skønt: i Tak at tænke
paa din forladte Sjæl, du tavse Sted!
O Bruges, saa stolt, saa fornem ved din Ælde,
saa ydmyg ved din dybe Ensomhed.
Et Hjem for Drømmen, et Asyl for Hjertet
som blev ved disse Tiders Larmen led!