Vi Børn af de taagede Sole,
alle vi som fik for vort Norden Smag,
hvordan, hvordan skal en Fremmed
vel fatte vort ældste Behag . . .
Vore lange Længsler blev svøbt og skjult
i flydende Drømmes Damp og Dis.
Og plantes vi om i Syden,
det bliver tilsidst vor Aands Forlis.
I de uforsonlige Somre,
de flimrende Sletters Blomsterbrand,
i en Luft der knitrer af Tørke
vi smægter mod Løv og mod Vand.
Vore Øjne, de kan ikke taale
den grumme, den gyldne og graadige Dag.
Vi tænker paa Timer der viger
mod en Skumring vidunderlig vag . . .
Vi længes mod Bøgens og Birkens
Bæven og Hvisken og kølige Vift.
Hvad skal vi med Løv som Læder
der sortner støvet og stift.
De Sole der hvidner af Hede,
gør Luften lummer og tung som Bly.
Over den bundløse Blaanen
driver aldrig en drømmende Sky . . .
Men fra de funklende Himle
vælter Varmen ustandselig ned,
og fylder de blændede Blikke
med en fjendtlig Sørgmodighed.
Og denne forbrændte Luft kan blive
skarp som en skinnende Kniv,
der intet skaaner, men skærer og filer
langt ned i vort indre Liv . . .
Hvor er vore skælvende Skove
der i deres evige Skumring staar . . .
De Templer hvor, nøgen, den nordiske Sjæl
sin første Indvielse faar . . .
I vort Øre der koger en Genklangslyd
fra de høje Dønningers Brus,
i den Skov der helt fra vor Barndom var
vore Hjærters hellige Hus.
I vor første Ungdoms Tider har tit
vi ligget og stirret fortabte op
og lyttet til Midsommerbruset der gik
saa tungt og saa mægtigt i Egenes Top . . .
Og i den urolige Ungdom
var det som Stilhed at lytte til
dette dumpe Skovorgels dybe
og langt hentonende Spil . . .
Og Bruset, det steg imod Aften,
men gjorde vor Stilhed mere stor . . .
Hvor var vi? . . . . Hvor var det vi hviled?
Paa den kendte, den mossede Jord?
Bladbølgerne gik gennem Mørket.
En Maane vugged sig fjern og rund . . .
Hvor var vi . . . Hviled vi ikke
langt nede paa Havets Bund . . .
Dog sværest og sødest det svulmer
i vort mindebetyngede Bryst,
naar vi tænker paa vore Skoves
Forladthed i sildig Høst.
O Timer af Fred og af Fjernhed,
hvor alene og langsomt vi vankede om
i Efteraarsskovenes store,
fortryllede Helligdom . . .
I de rødbrune Vildnissers Riger
drak vi en Vellugtens Rus.
Forstummet var selv Septemberaftnernes
næsten uhørlige Sus . . .
Der er paa vor Jord ingen Luft at aande
saa sød som Efteraarsskovenes Em.
naar Solen er borte, da er det den glider,
blaa, som et Slæb af Taage frem . . .
Der er ingen Farver som Efteraarshimlenes
Aften med al deres ældede Guld,
— undtagen Kastanjernes Elfenbensblade
der kongeligt klæder den mørke Muld!
O Lykke, saa varsomt at træde de Stier,
som fordum vor Ungdom beruset har traadt,
fornemme et Pust fra forsvundne Timer
i Lugten af Løv der er gult og vaadt.
O Lykke, at vandre og naa imod Aften
helt ud til Skovens hegnede Bryn,
og møde paany den nordiske Himmels
overvældende Fabelsyn:
En Efteraarssol i det straalende Vesten,
de vandrende Verdner af Klodeskyer
med Oceaner, med Sletter og Bjærge
og Sagnets vidtstrakte Vidunderbyer!