Kom, se Konkylien, kruset, hul og svag:
en Gryets sølverblege Drøm om Dag,
blegt blaanende og sagte rosenrød . . .
Aa, den har hvilet godt i Havets Skød!
Se, gennemsigtig er dens lilla Lød!
Den hører ikke til, her paa vor Jord.
Dens Bolig er en Verden fjern og stor.
En Dag den ligger paa vor glatte Strand:
En sælsom Gæst fra Underverdnens Land
er kommet hid til Jordens nøgne Rand .
Læg tæt dit Øre til den, hør, o hør:
Det mumler vagt, som bag en Skumrings Slør.
Det toner, . . . toner . . . som et sagte Syd.
Det er ej Smerte . . . . og det er ej Fryd.
Det er en lang, en kølig Hvilens Lyd.
Stormhærjet hujer Havet, hæst og vildt.
Og Havets Smil kan være modermildt.
Ja, Havets Aasyn — er vort eget Sind.
Vi speiler Alt, og suger Alting ind,
Solbaalets Rus og Savnets Maaneskin . . .
Men — der maa være Fred paa Havets Bund,
i Søvnens store, stille Algelund . . .
For — fjernt den hvisker, denne Dybets Røst,
saa langt hinsides al vor Sorg og Lyst.
— Godt at den skylled op paa Livets Kyst.