Det regner i Dag . . . Det regner i Dag,
det regner i tyste Timer.
For den der lytter, det lyder saa skært,
saa skørt som om Sølvklokker kimer.
De silrende Lyde risler ned
fra Stribernes sølvgraa Stimer . . .
Timerne tøver . . . Tiden er træt.
Den giver sig gode Stunder.
Saa roligt bliver dens Aandedræt.
Tryg og i Drømme den blunder.
Et hamrende Hjærte kan føle sig let
og læget for Længsler og Vunderi
I Stadens Aarer er Dagenes Larm
som kvalt . . . de bankende Gader
strækker sig dovent og graat og forglemt
midt mellem Husenes Rader,
der staar og stirrer saa stumt og stift
med deres tillukte Facader.
Bag de stribede Ruder ruger nu
den gamle, den ældste Fjende.
Den træge, den dræbende Kedsomhed —
nu er det den hersker derinde,
og lægger sig tæt om de Dorskes Sind,
tyk som en skimlet Hinde.
Men den der vandrer alene, er fyldt
af en rig, en urørlig Glæde,
som bliver hans stumme Sang et Led
i Regnens syngende Kæde,
som bliver hans Sjæl bedugget af Drøm,
af Fred, og af frugtbar Væde.
O Regnvejrsdage hvor Livets Luft
graaner saa blidt og blegner.
Ogsaa i Menneskers brændende Sind
er der Noget som slukkes og segner.
Langt ned i vort Indres smægtende Jord
svalt og roligt det regner!