Der var engang hvor den var nær forbundet
med selve det uendelige Hav.
Lidt efter lidt trak Havet sig tilbage —
Og den blev Ensomhedens øde Grav.
Nu ligger den nedsunket i sin Hvile.
Der kommer ingen stolte Skibe mer
tungt lastede fra Indien og fra Kina.
Men over den de tavse Timer sner . . .
De sølvgraa Pile luder over Vande —
og hvisker de, da lyder det saa træt,
som var den sagtelige Mumlen selve
Stilhedens eget lange Aandedræt . . .
Og Roser kravler op ad lave Mure.
Jeg husker et helt skjult i Purpurflor,
Min Tanke kredser om de Ubekendte
som bag hint tætte Tæppes Vellugt bor.
Aar efter Aar har de nu set de Roser
fortæres i de tørre Somres Brand . . .
set Bladene, et efter et, begraves
i Dybet af Kanalens døde Vand . . .
O gamle Huse i den sene Skumring!
De trange Ruder har et blegnet Blik,
saa sælsomt og saa tyst, som om de husked
Hemmeligheder der forlængst forgik . . .
Og der er andre Ruder som har gemt sig
ind i en fugtig, grøn og skummel Nat,
i Vedbendmørkets tykke Svøb der skjuler
et Hus som Mennesker har helt forladt.
Ja, der er Huse som i Dunkelheden
umærkeligt og ensomt smuldre hen.
Og de er døde som de døde Slægter,
og Livet kommer aldrig mer igen . . .
Og deres sprukne Ruder, de blev blændet
af en usynlig, af en evig Haand.
Og over de forladte Steder svæver
de vage, de forsvundne Tiders Aand . . .
Derinde i de snævre Kamres Tystbed,
hvor maa man mærke den saa tungt og tæt;
hvor fordum Levende har let og hulket,
dér spinder Edderkoppe deres Net . . .