Og nu —
i denne vaade Vinternat,
jeg tænker,
mens langt min Sjæl
i det Forgangnes Dyb sig sænker,
foruden Gru,
og uden Nag
paa denne daanende, soldrukne Dag,
hvor dine skønne Øjne,
hvor dine lange, dine smalle Øjne
nu ind i andre soloptændte Øjne
smile . . .
Du ligger lad og henstrakt
i en Park,
et løvmørkt Sted,
i Skyggen der er hed og svær og blaa.
Der er saa tavst, saa tungt . . .
Det er Bestandigheden dèr,
at alt er gammelt og at alt er ungt.
De tyste Trær
som i en Dvale staa.
Og ingen Lyd
igennem Luften
gennem Løvet gaa . . .
Jeg ser nu dine Øjne,
halvlukte, lange
Sireneblikket som i fordums Tid
har gjort mig ofte svag
og stundom bange —
Jeg ser nu dine Øjne
som druknet i en blaalig Dobbeltskygge
den ubevægelige Tropedags
der er eet eneste,
et tungt bedøvende,
og derfor lydløst Kog,
og Skyggerne, de smægtende, violblaa
i dine egne Laag —
Jeg ser nu dine Øjne,
der ikke mærker
de tavse og de tunge Timers Tog,
i deres blaa og dunkle Dobbeltskygge
af Længsel og urolig Lykke
underfundigt smile . . .
Men i min Sjæl
der var en Sjæl i Aandenød,
som drømte ofte om den dybe Død,
— dèr er nu Hvile.
Jeg siger det, jeg aldrig sagde før:
at jeg har laaset denne triste Dør,
som fører ind til Livets syge Feber.
Jeg øjner dig —
men fjernt, o meget fjernt,
bag mange mørke Mile,
bag mange graa og øde Miles
Mulm og Slør . . .