Ja — nu er du langt borte . . .
Imellem os det sorte
uhyre Ubekendte
har opslugt det der hændte
imellem dig og mig.
Nu er du rejst din Vej.
Jeg blev. Men vid: Mit Sind
det vandred længe, vandred langt,
og det drog ind,
og det slog Bo
fandt Fryd og Fred,
og lange Aftners Ro
i Drømmens Rige . . .
Det er saa sært at turde
saa trygt, saa roligt sige:
I mig er der nu Hvile:
En ny,
en natlig,
og en navnløs Hvile . . .
Gud ved — om dette er
den gode Ensomhed,
og om min Ungdom svandt med dig,
om den i Nat sank ned,
og om det i mit Liv
er Aftentid . . .
Saa glat,
saa blid,
som Søens Sandbred
i en lydtom Nat
er nu min Hu . . .
Det skete nu!
Saa blev jeg dog engang
— den Tid der gik,
var ør, var lang,
ja, den var syg, var trang,
og altfor, altfor lang,
og den var ofte ond —
Saa blev jeg dog engang
løst fra dit Blik,
løst fra dit Blik, din Mund —
Og jeg blev sund.