Det er i Skumringstimen. I Himlen fjernt det brænder!
Forundrede Øjne ind i de rødlige Dybder ser.
Og alle de tusinde Øjne Skumringstimen tænder.
Og der er dem der længes, og der er dem der ler.
Der gaar i denne Time saa mange blege Kvinder.
Igennem alle Slør rinder Tusmørkets Flod.
Saa blaa og blide Øjne i sød Erindring svinder.
Men mangen ensom Kvinde gør Timen ikke god.
Som store grønne Stene de høje Lygter lyser.
Et langligt Skær af grønt og graat, som smægtende Opaler.
Og mere langsomt Aftentaagen ned i Gaden daler.
Men Blomsterne i Himmeldybet krymper sig og fryser,
og sygner bort. Og Lygternes Opaler bliver gule.
Og langsomt alle Kvinderne i Husene sig skjule.