O Hjerte, du blev ramt af de snigende Aar,
omtumlet af alt det der kommer og svinder,
gennemrislet af Floden der rinder og rinder,
som skal standse, naar du standser, du ved ej hvornaar.
Urolige Hjerte, du var stille . . . engang.
Ak, skønt det er taaget nu, skønt det er silde,
hører jeg dumpt din bedrøvede Kilde,
bestandig, og altid, dens ensomme Klang.
Du aabned dig, engang, som et undrende Blik!
Du svulmed som en Frugt der i Mørket blev moden,
som i Stilhed, og længe, blev næret fra Roden.
— Forblødningen kom, dengang da hun gik . . .
Du svulmed som en Frugt der er tung af sin Saft,
du fyldtes af Sødme, af Vellugt og af Skygge,
af noget som du aned var Tryghed og var Lykke.
Du aabned dig og fyldtes af Ydmyghedens Kraft.
Som en Blomst bliver næret af sin mørke Moder Muld,
af en Mund og af en Stemme dit Liv har du suget,
af den taagede Rigdom der i Øjnene ruged,
skinnende og skør som Skygge og som Guld.
Dengang var alt det samme — og hver Dag var ny!
Det var som om du spejlede Foraarets Himmel,
der fødte hver en Morgen, mere mægtig og mere svimmel
i et mørkere Purpur det ældgamle Gry.
O Hjerte, dit dumpe, dit evindelige Slag . . .
Jeg er som en Fremmed der famler om i Blinde,
og ved ej Vejen hjemad, ved blot, han ingensinde
skal frelses ud fra Spliden til en høj og rolig Dag.
Jeg var fyldt, engang, af Magt, som en Midsommerlund,
der tynges af en Gulddis som langsomt gennemskinner
et Blad med grønne Aarer, hvor Blodet døsigt rinder,
som vaagner nu og drikker med en længselsfuld Mund.
Jeg drak, engang, tungt tørstig, o denne første Stund,
hvor jeg aned, hvad han følte der i Natten drukned . . . drukned
i Vande, hvor i Mørket alle Lys og Lyd var sluknet,
i et Dyb, hvori han sank og sank, og naaede ingen Bund.
O Død . . . og Nat . . . og Stumhed! Dine Øjne og din Mund . . .