Hør Tiden, hør vor Tid! Dens Hast og Jag!
Sker det engang at den mod Hvilen stunder?
Gud ved, i hvilke Verdners Væld den bunder,
hvor mange Tusind Aar den alt har bag . . .
Det samme Kredsløb gennem Nat og Dag,
det ældste kendte — og et evigt Under,
over hvis Væsen vi forgæves grunder
— som kommer nær i Uhrenes Bedrag!
Vi kender dem hvor Tiden iler rap,
et Hjerte lig som utaalmodig haster
i Angst for Mindet som gør svag og slap.
Et Hjerte lig der hader at slaa Rod,
som frygter al den Fortid der belaster
men frit og frejdigt flyr sin Fremtid mod.