I.
Flandern! Flandern!
Lave, lille Land,
med de fede og frodige Enge,
der rækker sig langt
imod Synskredsens Rand,
Elskovens, Lykkens og Lediggangens
lysende Sommersenge,
ophedet af Solens Brand . . .
Men over de vidtstrakte Sletter
i Vintrenes straalende Nætter,
i Efteraarsmulmet vaadt og sort,
vandre og vandre de lige og lange,
vandre de lige og langsomme Veje
tyst og uendeligt bort . . .
Flandern! Flandern!
du Land med al
Horisonternes dragende Magt:
Mødesteder for Jordens og Himlens
for Himlens og Havets Pragt!
Lave, lille Land,
som et Offer du ligger
for Havet og Stormene strakt!
II.
Men igennem dig skrider
urokkeligt rolig,
en stor og statelig, frugtbar Flod —
fra fjerne Tider,
den tryg og trolig
har givet din Race Kraft og Mod.
Hvor ofte blev ikke dens Vande røde
af dine segnede Sønners Blod . . .
Aarhundred efter Aarhundred
den slæbte
Blodet af saarede, Blodet af dræbte,
moderligt mild og moderligt god.
Den førte det ud mod Uendeligheden,
langt bort fra al Livets Larm og Sod
til Havets Grave,
til Havets Glemsel,
den langsomt glider og higer mod . . .
III.
Flandern! Flandern!
Besynderlige Land,
med din dybe og dobbelte Higen!
Hvor mødte vi Aander som dine
der steg,
udfriet fra Sansernes Fængsel
og Kødets tyngende Vægt,
saa højt over Jorderigs jagede Slægt,
løftet af Drøm og af Længsel . . .
Hvor traf vi vel Aander,
der steg og steg,
hævet af hellig Higen,
som under en blid og lykkelig Leg,
saa højt op ad Himmelstigen . . .
IV.
Men — hvem har grebet saa hedt som du
om det stolte, det mægtigt svulmende Nu!
I Ravets bitre og styrkende Salt,
du smagte paa selve det store Alt!
af Jorderigssafternes syngende Syden!
Dine Kvinders hede og straalende Hud,
blev brændt og blev svedet af Lysets Gud!
Deres festlige Krop var en Kæmpefrugt,
hvor Solildens Flamme var indelukt,
med en Duft som af soldrukne Urters Lugt!
V.
Flandern . . . Flandern, selv sænket i Nat
og i Nød, blev aldrig du helt forladt
af din Races faste og fyrige Aand,
han løfted dit Hjerte, han hæved din Haand!
Hvor højt har du elsket din frodige Jord,
og Fylden og Pragten af alt, som gror,
hvor stærkt og hvor stædigt alt stort, som blev skabt!
Derfor gaar din Race aldrig fortabt . . .