Hvor er du nu? Dit Minde suger mig i Brystet.
Hvem giver du din stakkels og knuste lille Stemme?
Den bristede som tusind Bobler brister stille . . .
Aldrig kan jeg glemme din lille knuste Stemme.
Hvem giver du din Mund og dens bitre-søde Vin?
Din spidse dunkelrøde og utrættelige Tunge . . .
Dine Øjnes Glød og Løgn, og deres stille mørke Skær,
dit lille triste Hjerte . . . aa jo — jeg fik dig kær.
Din Klage over Livet fik ikke Lyd i Ord.
Du hørte stille paa mig, da jeg sa’, jeg var bedrøvet.
At Alting var saa tungt. Og min Længsel traadt i Støvet.
Du mumlede saa dødsenstrist og træt blot nogle Ord:
„C’est triste . . . tout ça . . .,” du blev saa unaturlig hvid.
Dine Øjne og de dejlige Bryn blev mere mørke.
Det var, som saa jeg ned i dit Væsens dybe Tørke.
Men du klagede ikke . . . du laa saa varm og hvid.
Du laa saa varm og hvid . . . Men saa skød der et Lyn
fra dine Øjne, og du hviskede hæs og næsten vred:
„Ca m’embête . . .,” og du rynkede de sorte, tætte Bryn.
Jeg saa den Skumringstime, hvor tavst og dybt du led.
Isabelle! Isabelle! Hvor er du . . . er du nu?
Hvem giver du din stakkels og knuste lille Stemme —
og hvem dit svaje og svage Legeme uden Blu —
og hvem det dødsenstriste Blik, jeg ved, jeg ej kan glemme • • •