Hvor er du nu? Dit Minde suger mig i Brystet.
Hvem giver du din stakkels og knuste lille Stemme?
Den bristede som tusind Bobler brister stille . . .
Aldrig kan jeg glemme din lille knuste Stemme.
Hvem giver du din Mund og dens bitre-søde Vin?
Din spidse, dunkelrøde og utrættelige Tunge . . .
Dine Øjnes Glød og Løgn, og deres stille mørke Skær,
dit lille triste Hjerte . . . aa jo — jeg fik dig kær.
Din Klage over Livet fik ikke Lyd i Ord.
Du hørte stille paa mig, da jeg sa’, jeg var bedrøvet.
At Alting var saa tungt. Og min Længsel traadt i Støvet.
Du mumlede saa dødsenstrist og træt blot nogle Ord:
„C’est triste . . . tout ça . . .,” du blev saa unaturlig hvid.
Dine Øjne og de dejlige Bryn blev mere mørke.
Det var, som saa jeg ned i dit Væsens dybe Tørke.
Men du klagede ikke . . . du laa saa varm og hvid.
Du laa saa varm og hvid . . . Men saa skød der et Lyn
fra dine Øjne, og du hviskede hæs og næsten vred:
„Ça m’embête . . .” og du rynkede de sorte, tætte Bryn.
Jeg saa den Skumringstime, hvor tavst og dybt du led.
Isabelle! Isabelle! Hvor er du . . . er du nu?
Hvem giver du din stakkels og knuste lille Stemme —
og hvem dit svaje og svage Legerne uden Blu —
og hvem det dødsenstriste Blik, jeg ved, jeg ej kan glemme . . .
II.
Jeg husker en Eftermiddag i Skovene ved Meuden.
Det var vist i Midten af Maj . . . Skyggerne blev saa lange.
Jeg husker et Silkegrønt. . . og et Glimt af et blegnende Blaat.
Jeg husker din tunge Tavshed. Jeg blev saa besynderlig bange.
Da var det at Solen gyldned et Blad der bævede grønt.
Da randt mig i Minde en Blodbøg fjernt i en elsket Park.
Ved Løvfaldstide ejed dens Blade en Lød som din Læbes Blod!
Pludselig gled der en Ild fra Stammernes saftfulde Foraarsbark . . .
„Lille Veninde! du ved ikke hvor din Læbe ligner det Blad!
Ogsaa din Læbe rødmer varmt . . . og sé hvor din Mundvig bæver . . .
Lille Veninde! jeg holder af dig, skønt ikke du gør mig glad.
Der er i dit Blik noget inderligt godt som ind i mit Øje svæver.”
„Menteu-eu-r!” du skreg . . . og lo saa lidt . . . og bed min Læbe til Blods.
Med den mørke Draabe, der piblede frem, sminkede du dig lidt.
Saa sprang du smidig op paa min Ryg med korte og kaade Skrig,
Jeg husker igennem den ensomme Skov et vildt og forpustet Ridt. . .
Solen gik ned. Vi skulde med Baaden hjem til Paris,
trætte gik vi, og tavse begge, bort imod Aftenhimlen.
Da var det et Ord af en Oldtidspoet, visselig trist og vis,
bragte mit trætte, urolige Sind i en stor og tungsindig Svimlen . . .
„Kurtisanen har intet Efteraar“ . . . Arme lille Veninde!
Om nogle stakkede Aar har du naaet din Vinter den grumme, den sorte.
Om nogle Aar er al din skælvende Vaar ufravigeligt borte!
Der lever af dig — i et Legem, en Sjæl — et kort og forgængeligt Minde.
I Baaden hjem til Paris jeg sad med din lille Haand i min.
„Petite chère . . .,” jeg fandt ikke andet at sige dig der var knugende stum.
Vi sad og stirrede begge To langt bort i Aftenens Rum
Jeg husker din Haand . . . den laa som en lille og livsvarm Fugl i min.
III.
Saa kom altsaa det som jeg vented:
Hver Dag skal gøre dig mere hvid.
Ene ligger du stum og blid.
Lille brystsyge Blomst ved Vintertid.
Kunde jeg komme og stryge dit Haar!
— i dets Mørke du blev saa endeløs hvid —
Du er ikke mer, naar jeg kommer om Aar . . .
Var jeg nu bos dig, du spurgte mig ømt:
Hvorfor er du ogsaa bleven saa hvid?
Har du mistet dit Liv, eller Liv der blev drømt?
— Aldrig vi læger hinandens Saar,
Ensomme er vi i hver en Tid.
Lad mig leve som du, saa tavs og saa blid.
1899.