I
Det er saa længe siden . . .
Saa meget tager Tiden.
Og Aarene smuldre bort . . .
Hvem husker ej en Foraarslyst,
som fyldte det bespændte Bryst,
til Blodet dunkelt mumled.
Hvem husker ej hin første Gang,
han lyttede til Blodets Sang,
og mærkede Foraarssvulmet,
fortryllet og fortumlet . . .
Ja — siden mangt et Foraar kom.
Men da var Sjælen stum og tom
og stirrede bedrøvet
mod hin forlængst forsvundne Vaar
— langt borte gemt bag mørke Aar
af gærende Glans bedøvet,
yppig som Foraarsløvet!
O, bange Haandtryk, bævende
som blide, bange Bønner . . .
Og disse lange, hede Blik,
hvori Begæret stønner . . .
I Dybet af min Erindring staar
en Solfaldsstund i sildig Vaar:
Vesthimlen var een Lue,
og Luften blev helt rød,
og Aftnens Em der ulmed
blev gennemsigtig Glød.
Og Hjærtet, Hjærtet svulmed,
blev tungt af en uanet Kraft,
tungt som en moden Drue
der tynges af sin Saft.
En Tysthed, sært forventningsfuld,
sank gennem Luftens skøre Guld,
og bredte sig saa mørk og stor,
som et usynligt Skumringsflor,
over den sorte, vaade Jord.
Hin store Solfaldstime
med al sin røde Overflod
af Himlens og af Hjærtets Blod,
hvor gennem Luften langsomt hen
af et urørligt Guld en Flod,
en Strøm af Straaler, lang og sød,
uhørligt og ekstatisk flød,
hin skønne Solfaldstime
kom aldrig mer igen.
Forlængst, for altid, er den død
med al sin Tavshed og sin Glød . . .
Ja — det er længe siden.
Ak — Alting tager Tiden.
For Aarene smuldre bort.
Det kildrende Krus af flygtig Fryd,
som gennem Nerverne sitred;
den Lyst der som et Uvejr kom,
vild, truende og tropehed;
det Savn som graadigt Kødet sled
og huled Sjælen tom;
det Nag der uforsonligt bed
og hvor en Sol forbitred
— Altsammen det forvitred . . .
For Aarene — de smuldre bort.
Umærkeligt de smuldre
og smuldre langsomt bort . . .
og samler sig til en Masse,
uformelig og sort.
II
De iltre Minutter jager
som en ustandselig Flod.
Og Timernes lønlige Føden
ildner og hidser vort Blod!
Saa heftigt og højt de kimer,
at vi glemmer hvor vi har Rod.
Der er dem som slet ikke lever
uden de hører den Lyd
fra Sekundernes blodhede Dryppen,
det utaalmodige Syd —
som vil den utrættede Vekslen,
Tilværelsens kogende Fryd.
Der er andre som Sulten slider
og som aldrig føler sig fri,
og ved at de aldrig skal mættes
af den Luft de aander i,
for hvem hver Time de lever,
allerede er længst forbi,
som tæres af Tørsten efter
det Uanedes Trylleri.
Men der er dem der ræddes
ved denne Sekundernes Hast.
Tænk, om det Under skete,
at Tidens Urværk brast . . .
eller Søvnen faldt over Tiden
som aldrig kendte til Rast,
om Stilheden sank over Tiden
og dens ubønhørlige Hast . . .
En Aften ser vi tilbage
bort mod den blege Lund,
hvor de døde Nætter og Dage
slumre det evige Blund.
Forunderligt fjærne og vage . . .
Vi skælver til Hjærtets Grund.
Da er det som var vi hjemme!
vor Feber er svunden bort.
O vi, der begæred en Blomstring,
blussende, hed og kort,
evindelig ny og heftig —
Nu kommer en Nat saa sort . . .
Der falder en lindrende Aften
over det sunkne Sind.
De svundne Dages Aske
stryger i Skumringens Vind,
graa i det graanende Mørke,
og slører Stjærnernes Skin.
Ingen Lys, ingen Lyd i Luften.
Natten blir stum og blind.
Men op om vort Hjærte stiger
en Lyd som Konkyliens Kog.
Det er en usigelig Blidhed
vi mærker imod vore Laag:
nu drager igennem vort Indre
Mindernes mørke Tog . . .
Vi aner det Sus som en Genklang
fra Løvets Sus paa den Ø,
der ligger fortabt i den blege,
tidsløse og øde Sø,
hvis Bølger, igennem Aartusner,
mens Slægterne fødes og dø,
evindelig, lavt og langsomt glider
og suges op under Ø . . .
O, dunkelt og dumpt det toner
fra det øde Tusmørkehav.
Moderligt suser Løvet
ned over Aarenes Grav.
Uden Forskel og Skiften risler
det ned over Tidernes Grav . . .
Vi ved, at engang skal vi alle
bestandig hvile dær,
i den fuldkomne Skygge
af de altid mumlende Trær,
dysset i evig Slummer
af de evigt susende Trær
— mens over Jorden vandrer
Aarstidernes vekslende Vær.
Vi skal intet, intet kende
af alt hvad paa Jorden sker.
Aarene har ingen Ende.
Ustandseligt følger der fler.
Den mægtige Jord hvert Foraar
strækker sin Krop og ler!
Titusner af Sole skal fødes
paany af det blodige Øst,
og Aarene møjsomt slæbe sig
gennem Vinter og Vaar imod Høst
— mens Hjærterne hungrer og pines
af den samme umættede Lyst,
udsuges og søger, forgæves,
Balsam og Drømmenes Trøst.
Fra Mørket kom vi. Vi gives igen
tilbage til Mørkets Favn.
Udfriet fra Livets Usikkerhed
og Hjærtets afsindige Savn.
Vi blev kastet derind, vi synker
tilbage i Mørkets Favn.
Vore Øren er lukte for Lyden
af Kyssenes Aandedræt,
af den lange og kvalte Sukken
og hulkende Aandedræt,
i Stuer hvor Skumringen smyger sig
tyst, som et Kærtegn tæt,
af kødelig tunge Rosers
drivende Vellugt mæt.
Vore Øjne er lukte for Synet
af de fyrige Læber som ler:
De døvende Timers Rus blev fulgt
af de vaagne N ætters Vér,
den brogede Ungdoms Koglen
af de ensomme Aar som sner . . .
Vi er løste fra Alt og fra Alle!
Vi skal aldrig vaagne mer.