Jeg hører Klokker i Natten.
Og Maanen staar stor og nær
bag grønne og mumlende Trær
— stor og forunderlig nær.
Jeg hører Klokker i Natten.
Besynderligt, netop de klage
nu, der er noget der dør,
som fyldte i Timer og Dage
min Sjæl som en hemmelig Luft,
mens Lykken bredte sig sagte
med en ømt indsnigende Duft.
Vaarnatten sukker derude.
Henrykt igennem min Rude
den stirrer saa ør og saa hed,
som svulmede den af en Vellyst,
saa vældig, at Hjertet forvildes
ved denne Lyksalighed.
Det lyser derude gyldent og grønt.
Det siver med Duft fra Blade.
Der stiger et langsomt og taaget Skær
op fra den ensomme Gade.
Og Luften er svanger med dulgte Lyd,
med alleslags spinkle og sprøde Lyd
af Fødselssmerte og Fødselsfryd.
Alting — Alting bæver
— Luft og Maane og Trær —
i denne store fødende Nat.
Mit Hjerte! I Nætter der svandt,
hvor en Gysen hen over Jorden randt
— naar det er som alt levende stønner —
husker du nu Forventningens Ve
og alle din Ensomheds Bønner . . .
Hvor sært du blev gennemstrømmet af Blink,
saa mange og mildt fortrolige Vink
fra Stjerner, du drømte lysende, alle,
med nære Øjne, store af Fryd,
over dine kommende Timer,
tunge og tavse af Fryd.
Men i Nat er der Klokker der kimer . . .
I Nat er der Klokker der klage,
jeg lukker Øjnene i.
Jeg skimter i Mørket en Stime
af Timer der drage forbi . . .
Dage som var og som blomstred
og nu drage tavse forbi . . .
Aldrig de vender tilbage!
Drage blot fjerne forbi . . .